En amerikaner flytter til Danmark

573
En amerikaner flytter til Danmark

At flytte til udlandet. Det er en oplevelse, der kan være svær at forklare. Det er en af de ting, der vil få en til at sige, “du vil kun kunne forstå det, hvis du har prøvet det”. Jeg har boet i USA lige indtil efter min 28-års fødselsdag.

I de sidste to årtier har jeg rejst frem og tilbage mellem USA og Grækenland, så jeg ved, hvordan det er at rejse. Men hvad med at leve i et andet land end det, du har været så vant til hele dit liv? Det er ikke kun en øjenåbnende oplevelse: det er livsændrende.

At sælge det hele

Jeg flyttede til Danmark i juni 2017 for at slå mig ned med min søde forlovede i håb om at starte et nyt liv helt fra bunden. Jeg solgte alt.

Jeg ejede en velholdt Honda Accord fra 2009 – 100% betalt af, men jeg solgte den. Alle mine møbler, spil, elektronik og køkkenredskaber – alt blev solgt som følge af at flytte til udlandet og starte et nyt liv. Det var en vild følelse at sælge alt og tage en chance, som for mange folk virkede “risikabel”.

Du er ikke på ferie

At være på ferie et sted er altid sjovt. Du oplever alle disse nye smage, lyde, dufte og seværdigheder. Hvis du oplever noget ret ubehageligt, kan du altid komme væk fra det ved at vende hjem, hvor du kan fortælle historien til alle dine venner.

Det samme gør sig gældende med de fantastiske oplevelser: Du tager hjem og fortæller alle dine venner og familie, hvor vidunderligt dette nye sted var. Det vigtige er, at du altid har en “hjemmebase”, eller et sted du kan vende tilbage til, som føles normalt for dig.

Når du bosætter dig i udlandet, tages disse privilegier fra dig, så at sige. Det er et tveægget sværd. Det er dejligt at opleve disse nye ting, men det er også dejligt at kunne komme væk igen og genoplade, hvis det bliver nødvendigt. Med lige så mange andre ting i livet tager det tid at vænne sig til det.

De interessante mennesker i Danmark

Den danske kultur er ret interessant for at sige det mildt. Det tager ikke kun tid at vænne sig til, det indebærer også meget tålmodighed og forståelse. Danskerne er specielle mennesker. De er udadvendte, men forbeholdte, lykkelige, alligevel utilfredse, og få, men stolte. De har formået at bygge deres egen lille verden, hvor det er deres regler, der gælder, og kun dem.

Som amerikaner kan nogle af disse regler enten virke latterlige eller fantastiske. Danskerne har gratis lægehjælp. At tage en uddannelse er også gratis, og i virkeligheden bliver studerende betalt for at gå i skole, når de fylder 18 år.

At leje lejligheder i Danmark

Danskerne har denne her måde at leje lejligheder eller boliger på. Du kan ikke bare gå på nettet og finde en lejlighed eller en anden lejebolig og vælge at bo der, (medmindre du er utrolig heldig, så kan det måske fungere for dig). Mange mennesker står på ventelister og venter “x” antal år, indtil det bliver deres “tur”. Jeg har aldrig hørt om ventelister for lejligheder i Amerika.

Høje lønninger og endnu højere skat

Danmark har ikke en mindsteløn, så virksomheder kan faktisk betale dig, så meget de selv synes. MEN de fleste virksomheder i Danmark er en del af en overenskomst, og det gør det til en anden historie. Så er mindstelønnen faktisk ret høj i forhold til USA.

For at sammenligne: Jeg arbejdede som tjener i en moderne græsk restaurant, lige før jeg forlod Colorado, og min timeløn var kun $5,5 (ca. 37 kroner). Da jeg kom til Danmark, var mit første job også som tjener, og jeg fik 130 DKK i timen (19 $ !!). Det er en stor forskel!

Danskere har også seks ugers betalte ferie hvert år (efter at have arbejdet i det pågældende job i et år, eller det er i hvert fald det, jeg har fået at vide). Sikke et behageligt liv, hva’? – Høj minimumsløn og en ret lang betalt ferie hvert år.

Den eneste ulempe er, at skattesystemet i Danmark er hensynsløst, men alligevel retfærdigt. Hvor jeg bor, betaler borgerne minimum 38% i skat hver måned. Det er et godt stykke, som regeringen tager fra dig. Så lad os sige det sådan: Du tjener 25.000 kroner om måneden, men efter skat får du 15.500 DKK. Det er næsten $1.400, der bare går op i røg. ($ 1 = 6,8 DKK).

Jo mere du tjener per måned, desto højere er de månedlige afgifter. En god ting er dog, at SKAT giver skattefradrag, så din månedsløn bliver lidt højere afhængig af dit fradrag. Så hvad er den retfærdige del af det, spørger du?

Gratis uddannelse og lægehjælp

Du er dækket her i Danmark. Deres system er effektivt og betryggende. De penge, der bliver taget fra din lønseddel, ryger direkte ind i samfundet. Offentlig transport er ikke kun praktisk, men også meget overkommeligt efter min mening. Gratis besøg hos lægen er også en stor bonus.

Du får dette gule sygesikringsbevis, som har alle dine oplysninger på. Du går simpelthen til lægen, swiper det, og du er klar. Hvis du bliver henvist til en specialist fra din personlige læge, så er det gratis. Så hvis noget er galt, har danskerne din ryg.

Det danske sprog

Næsten hvor end du tager hen, kan du sætte din lid til, at du vil kunne kommunikere med andre på perfekt engelsk. Det er rigtigt – danskerne har perfekt engelsk efter min mening (i det mindste den yngre generation). Deres accent er endda amerikansk på grund af en kombination af tidlig skolegang og en masse amerikanske tv-serier og film.

Du løber nok ikke ind i problemer, og du vil heller ikke føle trang til at forsøge at tale dansk (på egen risiko). At lære deres sprog er utroligt udfordrende. De guttural lyde og formen på deres læber, mens de taler, tager år at mestre, og udtalen – åh, den udtale er klart den største udfordring.

Selvom du behersker sproget, vil et ord så simpelt som killing (kitten) uvægerligt blive forvekslet med ‘kylling’ (chicken). Forestil dig, at du er gået hen i supermarkedet, og i stedet for at bede om prisen på en pakke kylling, har du spurgt om en pakke killing!

Det hele tager tid

Det lyder til, at der er en masse ting at vænne sig til på kort tid. Sandheden er, at det tager tid, men det er det værd i sidste ende. Det er et godt land. Det er fredeligt, enkelt og organiseret. Det kan være svært at tage springet og efterlade al sin komfort og trygge rammer, men det åbner døren op for helt nye oplevelser.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here