Langdistanceforhold – sådan fik vi det til at fungere

575
Langdistanceforhold - sådan får I det til at fungere

George er grunden til, jeg har været så meget i USA den seneste tid, for siden februar måned 2016 har vi været i et langdistanceforhold. George er født og opvokset i Maryland, men han tog til Denver for at læse sin kandidat. Siden vores forhold startede, har jeg været i Colorado tre gange, og han har besøgt mig i Danmark to gange. Den 23. maj 2017 bliver fjerde gang på lidt over et år, at jeg rejser til Denver.

Fordelen ved langdistanceforhold er rejser!

Første gang, jeg var i Denver, blev jeg i tre uger. Vi brugte tiden på at lære hinanden rigtigt at kende efter ikke at have set hinanden i 10 år. Læs mere om genforeningen og min første rejse til USA. I Maj 2016 tog jeg tilbage, og denne gang blev jeg i tre måneder henover sommeren. Jeg var så heldig at arbejde med online marketing for en lille virksomhed, hvor cheferne lod mig rejse længe ad gangen, hvis bare jeg arbejdede for dem fra min bærbare computer. Det var en yderst værdsat frihed, som gjorde det muligt for George og jeg at se hinanden så meget, som vi gjorde.

På ferie i New York

Da jeg var i USA om sommeren, havde George og jeg mange fantastiske oplevelser – jeg var bl.a. på min første roadtrip gennem fire forskellige stater: Fra Colorado til Utah til Californien til Nevada og tilbage igen. Udover roadtrip blev det også til en flyvetur til østkysten, da hans famile stadig boede i staten Maryland. Jeg så også Washington DC og New York på samme tur, for det lå ikke mange timers kørsel fra hinanden.

Et frieri i Paris

Tre fede måneder senere landede jeg hjemme i Danmark i midten af august måned 2016, men det blev kun et kort ophold. Efter blot at have været hjemme i to måneder var det af sted igen. Fra midt oktober og seks uger frem var jeg igen i USA, og på hjemrejsen tog George med til Danmark for første gang.

Han fik set landet, når det er hyggeligst – nemlig i december måned. Han holdt jul med mig og min familie, og nytåret 2016/2017 tog vi med min søster og hendes forlovede på vores anden roadtrip sammen. Vi kørte ned gennem Tyskland, Holland og Belgien og gjorde hold i Paris. Her tog vi to overnatninger, inden vi kørte op til Belgien igen for at holde nytår i Bruxelles. Det var i Paris med Eiffeltårnet i baggrunden, at George friede til mig. Jeg tænkte: “mere romantisk bliver det vist ikke!”, og selvfølgelig sagde jeg ja.

Frieri i Paris foran Eiffeltårnet

Langdistanceforholdet når til vejs ende

Nu er vi så her, hvor jeg skal til USA for fjerde gang. Denne gang bliver dog meget anderledes, for han skal med mig hjem til Danmark – for at bosætte sig! I og med Georges forældre begge er grækere, har han kunnet få græsk statsborgerskab foruden sit amerikanske. Som EU-borger kan han derfor bo og arbejde i Danmark, så planen er at sælge alle hans ting i Denver, så han kan flytte ind til mig. Det bliver et stort spring – især for George, der skal sige farvel til USA og starte et nyt liv i et fremmed land.

For os slutter langdistanceforholdet endelig, og et “normalt” forhold kan begynde. Vi glæder os begge to til at kunne rejse sammen på ferier og ikke væk fra hinanden. Til at slippe bekymringerne over fremtiden og savnet, når vi ikke er sammen. Det har været godt, så længe det varede, og jeg ville aldrig bytte det ud for noget andet. Vi har fået utrolig mange rejser og oplevelser med i bagagen ved at være i et langdistanceforhold, og vi er blevet tæt knyttet og stærke som par. Derfor vil jeg dele ud af vores gode råd til at få et langdistanceforhold til at fungere. Måske det kan hjælpe andre i samme situation.

Jul i Danmark - Kronborg slot

Få dit langdistanceforhold i udlandet til at fungere

1. Hold kontakten

Nøglen til et godt langdistanceforhold er hele tiden at holde kontakten. Siden George og jeg startede med at skrive sammen, har vi holdt kontakten og snakket med hinanden hver eneste dag. Vi talte i telefon over Skype og Viber, og vi brugte meget Snapchat til at sende videoklip og billeder. For os var det vigtigt at få talt sammen hver dag, og hvis I har behovet og tiden til det, så prøv at gøre det samme. Med nutidens teknologi og utallige kommunikations-apps er der ingen undskyldninger.

Hvis I bor i hvert jeres land, og der måske er tidsforskel, så find en måde at få det til at passe sammen. Der er otte timers tidsforskel mellem Colorado og Danmark, så klokken 8 om morgenen i Denver er klokken 16 hjemme i Danmark. På den måde kunne jeg skrive og sende små videoer over Snapchat for at vise, hvad jeg oplevede i løbet af min dag. Når George så vågnede, ventede der ham beskeder, videoer og billeder, hvilket gav ham en opdatering, som var hyggelig at vågne op til.

Omvendt når jeg gik i seng omkring klokken 23 om aftenen, så var klokken kun 15 om eftermiddagen i Colorado. Så kunne George sende beskeder i løbet af eftermiddagen og aftenen, og nogle gange nåede vi at snakke i telefon, inden han lagde sig til at sove. På den måde fungerede de otte timer rigtig godt for os. Prøv selv at etablere en god rutine, så det bliver let at holde kontakten.

2. Vær ærlig

Når man ikke kan se hinanden og bruge tid sammen, er det vigtigt at fortælle den anden part, hvordan man har det. Hvis den ene går rundt og savner sin partner hele dagen, og I først kan snakke sammen sent om aftenen eller dagen efter, kan følelser hobe sig op. Vær ærlige med hinanden, luk hinanden ind og del de tanker og bekymringer, I end måtte have.

Hvis I undgår at snakke om tingene eller lader dagene gå uden at konfrontere hinanden, så vil det kun gøre tingene værre. Det er svært at følge med i hinandens liv og hverdag, og man kan hurtigt få en følelse af at blive holdt udenfor eller ikke at vide, hvad der foregår i den anden ende. Derfor, få kommunikeret åbent og ærligt.

George og jeg var ret gode til at sige til, hvis en af os havde en dårlig dag eller blev ramt af bekymringer om fremtiden. På den måde fik vi taget det i opløbet og talte om tingene, så de ikke kulminerede.

3. Besøg hinanden

Det er ikke sikkert, I har job eller studier, som tillader jer at holde fri og rejse, som det passer jer. Jeres økonomi er måske heller ikke den bedste, og derfor kan det være en dyr affære at rejse flere gange. I bliver dog nødt til at prioritere korrekt og spare både tid og penge op, så I kan få set hinanden. Det betyder meget at få set hinanden i virkeligheden, få rørt hinanden og oplevet en hverdag sammen. Skype-samtaler og beskeder kan ikke gøre det alene.

4. To lande, to hjem

Et langdistanceforhold “tvinger” jer hurtigere til at flytte sammen, da det ellers bliver både dyrt og dumt, hvis den, der er på besøg, skal bo på hotel eller Airbnb. Mange par i “normale” parforhold vælger at tage det stille og roligt i et tempo, der passer begge parter, men langdistanceforhold er lidt anderledes. Eksempelvis flyttede George og jeg sammen efter kun to uger. Jeg boede først til leje i en Airbnb-lejlighed i to uger, og jeg havde med vilje ikke forlænget, selvom mit ophold var på tre uger. Det var dyrt at bo på den måde, og jeg håbede selvfølgelig også, at vi kom godt ud af det med hinanden.

Efter at have tilbragt tre uger sammen i februar 2016, flyttede vi i maj måned ind i en lejlighed i Denver. George havde først boet sammen med en roommate, men det vidste vi alle tre ikke kom til at fungere. Jeg var med til at indrette den nye lejlighed sammen med George, vi tog i IKEA sammen og byggede lige så stille vores fælles hjem op. På den måde havde jeg også et hjem og en base i Denver, når jeg var på besøg.

Det er godt at hjælpe den anden til at føle sig hjemme i modpartens land. Når din kæreste er på besøg, så giv din partner en følelse af åbenhed og naturlighed. På den måde vil det føles som om, I har to hjem – ét i hvert land. I kommer hurtigt til at lære hinanden at kende, og forhåbentlig finder I en fælles løsningen en dag, så to hjem kan blive til ét.

5. Mød familien og vennerne

I et langdistanceforhold skaber man ofte sin egen lille osteklokke, hvor man kun fokuserer på hinanden i forholdet. Det er hårdt at være væk fra hinanden, så når man endelig bliver genforenet efter lang tid, handler det om at tilbringe så meget tid som muligt sammen, inden den ene part skal hjem igen.

Et parforhold handler dog ikke kun om jer to – selvom det nogle gange kan føles sådan. Jeres familie og venner vil også gerne møde jeres udkårne, og derfor er det vigtigt at involvere dem. Når to mennesker bliver forenet, bliver to familier til en, og derfor spiller de en stor rolle. Støtte fra venner og familie kan komme jer begge til gode, når tingene bliver hårde, og det fungerer bedst, hvis de nærmeste mennesker i hvert jeres liv har mødt jeres partner. I lærer også jeres partner bedst at kende ved at møde hans/hendes venner og familie.

Held og lykke! 🙂

Georges graduation fra Denver University

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here