Tidlig morgenmad på Nimb

168
Tidlig morgenmad på Nimb Brasserie i København

I dag landede George i Kastrup lufthavn tidlig morgen, og jeg ville gerne være der til at tage imod ham. Han havde været i USA for at spille fire koncerter i Georgia med sin klassiske guitartrio, og han var godt træt efter den lange flyvetur. Hans fly landede allerede lidt i syv, så vi havde planlagt at tage ud at spise morgenmad for at starte dagen lidt ekstra hyggeligt.

Tidlig morgenmad i København

Jeg synes ikke, der var mange caféer at finde på nettet, som tilbød morgenmad så tidligt på dagen. De fleste steder åbnede først kl. 10, men jeg så en annonce i går på Google for Nimb Brasserie (god AdWords marketing fra deres side 😎). Det så ud til at være et af de få gode morgenmadssteder, som slog dørene op allerede kl. 7, så vi ville give det en chance.

Alle pengene værd

Deres morgenmadsbuffet koster 255 kroner per person, hvilket er lidt over den pris, vi normalt ville spise morgenmad for. Der var dog drikkevarer med i prisen, og menuen så indbydende ud med råvarer af høj kvalitet, så betænkningstiden var ikke lang. Lidt selvforkælelse havde vi fortjent.

Morgenmadsbuffeten på Nimb i København er alle pengene værd

Nimb har også morgenmad a la carte til en fair pris, hvor man blot betaler for de retter, man ønsker, hvis man hellere vil det. Personligt kunne vi ikke modstå buffeten, da vi først så den, men vi blev heller ikke skuffede.

Nimb Brasserie i Tivoli

Nimb hotel og brasserie
Nimb er et af Københavns luksushoteller med fem stjerner, hvilket kun en håndfuld andre i hovedstaden har. Den smukke, hvide bygning inde i Tivoli huser bl.a. Nimb Brasserie. Indenfor finder du smagfuld indretning med et eksklusivt look. Smukke lænestole, sofaer, lysekroner og store vaser med blomster pryder den flotte spisesal.

Da vi ankom, bød de høflige tjenere os velkomne og viste os hen til et bord. Vi var de første og eneste til morgenmaden, og det var rart at have det for os selv.

Morgenmadsbuffet med friskbagt brød

Morgenmadsbuffeten på Nimb bød på friskbagt brød fra eget bageri

Efter valget var faldet på deres morgenmadsbuffet, spurgte vores tjener, om vi ville have kaffe eller te. Jeg spurgte, om man måtte vælge en hvilken som helst type kaffe. Da han svarede ja, bestilte jeg straks en cafe latte. De buffeter, jeg har prøvet, hvor drikkevarer er inkluderet i prisen, plejer normalt kun at tilbyde filterkaffe, så jeg var positivt overrasket.

George bestilte sort kaffe og fik en hel kande serveret med mælk ved siden af. Dagen startede allerede godt, og min latte var helt suveræn.

Kaffen var på bordet, og det var blevet tid til at tage for sig af retterne. Der var et væld af bagværk, både brød, boller og wienerbrød – alt sammen økologisk og bagt i Nimbs eget bageri. Derudover bød buffeten på chiagrød, yoghurt, skyr, flere slags topping, müesli, mælk, frisk frugt og bær, blødkogte æg, bacon, ost, kødpålæg, avocado, vandmelon, mozarella og hjemmelavede marmelader og smørechokolade. Dertil var der flere slags friskpresset juice og endda champagne.

Serveret i dansk design

Alt blev serveret i smukt dansk design såsom Georg Jensen kander samt skåle, tallerkener og kopper fra Royal Copenhagen. Både mad, servering og indretning var en fryd for øjet, som medvirkede til en samlet, positiv oplevelse.

På trods af manglende søvn og jetlag var George meget begejstret, og det samme var jeg. Vi fik både konsumeret en kande kaffe og en kande te, juice, vand og en masse mad, så vi gik derfra med stor tilfredshed og en mæthed, der i den grad kunne mærkes. Det var alle pengene værd, og vi skal helt klart have morgenmad fra Nimb igen.

Morgenmad i København fra kl. 7 om morgenen
 
Udendørs pladser med udsigt til Tivoli
 
Skyr og müsli på morgenmadsbuffet

(Nimb har på ingen måde sponsoreret dette indlæg. Dette er vores personlige oplevelse og mening).

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here